Vi er fire pædagogstuderende fra 4. semester på pædagoguddannelsen i Randers. Vi er i gang med tema 3, som hedder "Individ, Individualitet og fællesskab". Det omhandler bl.a relationsdannelse og det pædagogiske arbejde, både kulturelt, politisk og økonomisk.

tirsdag den 3. maj 2011

SHIBBOLET

”Gileaditterne afskar efraimitterne fra Jordans vadesteder, og hver gang en af flygtningene fra Efraim sagde: »Lad mig komme over,« spurgte Gileads mænd ham: »Er du efraimit?« Svarede han nej, sagde de til ham: »Sig shibbolet!« Hvis han så sagde sibbolet, fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede hovedet af ham ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt der toogfyrre tusind efraimitter.”

Det ovenstående citat er fra dommerbogen i det gamle testamente. At dømme, og at være dommer er noget man gøres til, eller gør sig selv til, begge udnævnelser kan have en fatal virkning på den dømte, hvad enten han dømmes til at få hovedet hugget af, fordi han ikke kan sige ”shibbolet”, eller dømmes som uintegreret af samfundet, fordi han ikke kan sige ”rød grød med fløde”.

Forestil dig at det var dig der stod der ved flodbredden, at det var dig der skulle sige ”shibbolet”, eller ”rød grød med fløde”, men ikke kunne. Sådan har tusindvis af nydanskere, andengenerationsindvandrere, unge med anden etnisk baggrund end dansk, flygtninge eller hvad man nu engang vælger at kalde dem, det lige nu. De sidder i Gellerup, i Randers, i København, alle steder i det ganske danske land, og de sidder i asylcentre og lejre.

På kunstmuseet HEART i Herning har de lige nu en gratis udstilling i deres foyer der hedder ROUTEless, som groft oversat betyder fattig på ruter. Udstillingen består af udpluk fra 700 fotos, taget af unge uledsagede asylansøgere under 18, fra Sjælsmark asylcenter, og skildre deres historie og fortællinger om flugt fra deres hjemland, og mødet med Danmark og danskerne.

Forestil dig at du er fortabt i verden, forestil dig at du ikke kan vende tilbage til dit hjem hvor du accepteres, fordi du kan sige ”shibbolet”. I stedet er du tvunget til at passere floden, det kan du bare ikke, for hvordan siger man ”rød grød med fløde”?

Diskursen og den generelle debat i Danmark når det kommer til flygtninge og indvandrer, har i mange år været kritiseret for at være unuanceret, og dermed bidragende til at skabe en negativ selvopfattelse hos de bosatte med anden etnicitet end dansk, og en negativ opfattelse i dele af det danske samfund af minoritetsgruppen, hvorfor? Et af svarene kunne være mangel på viden. Hvad ved vi egentlig om disse flygtninge og indvandrer? De er jo alle ligeså forskellige som dig og mig, og resten af befolkningen.

DFUNK (Dansk flygtningehjælps ungenetværk) som står bag fotoudstillingen i Herning, som også har været omkring, København, Århus, Odense og Ålborg, er en forening der netop er med til at skabe oplysning, og ifølge dem selv sætte en konstruktiv dagsorden i flygtninge, og indvandrerdebatten. I en af deres foldere, (Bliv en del af fremtidens indsats), sætter de fokus på at Danmark også må tage sin del af ansvaret for verdens 43 millioner flygtninge, og at mangfoldighed er en samfundsressource, der skal udnyttes.

Netop mangfoldighed er noget de kender til i frivillighuset i Randers, som er et tilbud der udbydes af dansk flygtningehjælp, for flygtninge og indvandrer i alle generationer og med alle baggrunde, her har de haft besøg af over 50 forskellige nationaliteter, og har hvert år ca. 5000 bruger besøg. Personalet er 100 procent frivillig, og er ligeså mangfoldig som brugergruppen, personalet består blandt andet af en journalist studerende, en bibliotekar, lærere, og en sømand. Arbejdet på stedet kredser om integration, og er i høj grad præget af lektiehjælp og lignende indsatser, samt introduktion til dansk kultur. Brugerne er der frivilligt og i alle aldre.

Hvis man gør noget frivilligt, så betyder det at man har lyst til at gøre det man gør. Dansk flygtningehjælps rygrad består af frivillige, dansk flygtningehjælp består af mennesker som har lyst. Lyst til at hjælpe, og lyst til at skabe.

De frivillige ved hvordan man siger ”rød grød med fløde”, og de har lyst til at hjælpe dem som vil over floden, derfor ser man i disse dage, i disse måneder og disse år mennesker som har lyst. Lyst til at finde ruten, lyst til at komme over floden og lyst til at sige ”rod grod med flode”, for de som har lyst skal ikke dømmes, de skal hyldes for at gøre en indsats, så lad os selv gøre en indsats og prøve at sige ”shibbolet”, måske lære vi noget.

(Billederne er fundet via googles billedsøger, skriv til rone@live.dk hvis du ønsker dem fjernet.)

1 kommentar: